Din baby er død..

Jeg har længe ville fortælle hvordan jeg fik beskeden om min lille baby ikke længere var i live. Men jeg har været alt for knust til at kunne samle mig om, at få skrevet det ned. Det føles måske som en evighed siden det er sket og alligevel er det så utrolig kort tid siden. Men jeg har bare ikke kunne få mig selv til at gøre det før.

Ikke nok med det har været forfærdeligt at gå igennem og et kæmpe chok for mig at det skulle gå sådan, så var den sygeplejerske, som overrakte mig beskeden, utrolig kold og kynisk. Det gjorde det hele meget værre og gjorde jeg havde mere jeg skulle bearbejde, inden jeg kunne snakke højt om det.

Fredag d. 30 oktober 2020, skulle jeg til nakkefoldsscanning. En dag jeg så meget frem til. Jeg var på ingen måde nervøs for den scanning, som nogle andre (måske) normalt er. Det skyldes nok, at jeg i uge 7 var til en hjerteblinkscanning og fik af vide at alt så fint ud med min lille baby inde i maven. Den søde sygeplejerske der scannede mig fortalte, at hvis man kunne se hjerteblink på dette tidspunkt, ville 95-98% gennemføre graviditeten, og det var hun sikker på jeg ville. Der var derfor ikke noget at være bekymret for, tænkte jeg. Ellers havde det jo bonet ud på noget af prøverne og lægerne havde taget fat i mig. Min eneste bekymring ved min nakkefoldsscanning var, om barnet kunne have Downs syndrom. Og selv det var jeg egentlig ikke bekymret for, da jeg stadig er ret ung. Jeg var derfor overhovedet ikke nervøs for den scanning. Jeg var kun spændt og glædede mig enormt meget til at se min lille baby igen.

Min mor skulle med til scanningen. Vi glædede os begge to helt enormt meget. Da jeg blev kaldt ind kunne jeg mærke mit hjerte begyndte at hamre derudaf. Nu var det nu. Inden scanningen snakkede jeg med sygeplejersken om mit fertilitetsforløb, at jeg var alene om det og alle de forsøg jeg måtte igennem inden det lykkes mig at blive gravid. Hun kunne godt se de tre års kamp havde sat sig i mig og hvor glad jeg var for det endelig var overstået. Da jeg lagde mig på briksen var jeg ét stort smil. Min mor sad på stolen ved siden af og smilte lige så meget.

I samme sekund hun scannede min mave og min lille baby kom til syne på skærmen klemte jeg min mors hånd og kom med et lille “årh”. Der var den. Min lille baby. Mit ønskebarn. Mit mirakel. Jeg fik tårer i øjnene og det samme gjorde min mor. Der lå min helt perfekte baby. En lille bitte en, med en lille krop, et lille hoved, to små arme og ben. Jeg kunne endda se nogle bitte små fingre. Den var perfekt!

Alt dette skete på meget få sekunder. Da sygeplejersken forstørrede billedet så min lille baby fyldte hele skærmen, kiggede min mor jeg jeg lykkeligt på hinanden, men tårer i øjnene. Vi kunne slet ikke være i os selv af lykke, og ordene “årh, der er den”, fløj ud af mig med den største stolthed i stemmen. Jeg var så lykkelig at jeg kunne mærke det sitre i hele kroppen.

Men den følelse varede ikke længe. Få sekunder efter ville denne euforiske lykke blive revet fra mig. Sygeplejersken ved min side trak ikke en mine. Hun sagde ikke noget. Hverken tillykke eller noget som helst. Hun kiggede blot på skærmen og sagde meget hurtigt og koldt: “Her er din baby – der er ikke noget liv”. Mit hjerte gik i stå. Alt gik i stå. Jeg kiggede på hende og udbrød, Det er ikke rigtigt!!

Hun sagde hun godt kunne kigge efter igen. Og jeg tænkte forarget “har du ikke en gang tjekket ordentligt efter før du giver mig den besked!!” Og endda på så kold og kynisk en måde. Hun drejede hovedet mod mig, kiggede mig i øjnene og sagde endnu en gang, meget koldt: “Din baby er død”. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg græd højlydt og sagde igen og igen “Nej.. Det må ikke ske.. Min lille baby.. Det er ikke rigtigt”. Min mor rejste sig fra stolen og holdte om mig. Hun prøvede at trøste mig, mens hun selv stod og græd. Hun prøvede at være stærk for min skyld, men kunne heller ikke holde tårerne tilbage mens hun stod der og holdte om mig. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde. Jeg græd så højt at jeg er sikker på de kunne høre det ude på gangen. Jeg kunne slet ikke styre mine tårer eller følelser. Jeg blev ved med højlydt at gentage ordene “Det må ikke ske… Det er ikke rigtigt..”.

Jeg kunne slet ikke tro det. Det var så uretfærdigt. Jeg havde kæmpet så længe for at det her skulle ske. Og nu var det endelig lykkes – jeg var gravid. Og så blev min baby revet fra mig igen, på den mest modbydelig måde. Det var ikke til at bære.

Udefra må jeg have lignet en kvinde fra en film, som har fået en forfærdelig nyhed og nu hænger grædende og skrigende i armene på en anden, mens benene falder sammen under mig. Det var i hvert fald sådan jeg følte det da jeg lå der på briksen, mens min mor grædende holdte om mig, og jeg højlydt lod min sorg styre alle mine følelser.

Igennem alle mine tårer kiggede jeg endnu en gang på skærmen. Jeg kunne stadig ikke tro det var sandt. Jeg kiggede på den lille bitte baby der lå der og prøvede om jeg ikke selv kunne se et tegn på et lille hjerte som slog. Men der var ikke noget. Inde i maven lå der bare en lille fin baby, helt stille, uden liv.

 

Mens jeg lå og græd højlydt på briksen og min mor prøvede at trøste mig, forlod sygeplejersken rummet. Hun skulle ud og hende en anden sygeplejerske som skulle scanne mig, hvilket er et krav når der ikke er liv.

En ny sygeplejerske kom ind på stuen og skulle bekræfte at det lille hjerte ikke længere slog. Jeg bemærkede hende slet ikke – pludselig var hun bare i rummet. Jeg kunne ikke se ud af øjnene pga. alle mine tårer. Ærlig talt var jeg også fuldstændig ligeglad med hende. Alt var ligegyldigt nu! Jeg havde mistet min lille baby og det fyldte alt..

Jeg kunne dog fornemme på hende, at hun var meget mere behagelig og omsorgsfuld end hende der først scannede mig. Hun tog den kolde scanner hen over min mave og hviskede til den første sygeplejerske, at hun desværre kunne bekræfte der ikke var noget hjerteslag.  Hun nussede min arm og gik derefter stille ud af rummet igen.

Den første sygeplejerske var nu alene med min mor og jeg på stuen igen. Hun sagde koldt: den anden sygeplejerske kunne heller ikke se liv – så sin baby er død. De ord skar sig direkte ind i mit hjerte. Hvordan kunne hun sige det så koldt. Så ligegyldigt. Som om min baby bare var en ligegyldig ting, som nu var gået i stykker. Det var min baby! Mit et og alt. Mit mirakel. Og hun snakkede om det her, som et glas spildt mælk. Det gjorde så ubeskriveligt ondt at hun kunne negligere mit barn på den måde.

Jeg blev bedt om at komme op fra briksen og hen og sidde ved bordet mens hun noterede det hele i mine papirer. Hun sagde trøstende på sin egen rimelig kolde måde, at det her skulle jeg ikke være ked af. Denne besked gav hun mange gang på en dag. Som om min sorg over at miste mit barn skulle blive mindre af at vide andre også mister deres børn. Det var en forfærdelig måde at skulle retfærdiggøre tabet af min baby på.

Derefter sagde hun “men du skal ikke være ked af det, de fleste par der har mistet ser vi hernede til scanning igen meget få måneder efter, så det skal nok gå”. Jeg kiggede på hende, med røde græde-øjne fyldt med tårer og mascara løbende led af kinderne, og sagde “men jeg er jo alene, og jeg har været i behandling i 3 år for at blive gravid. Jeg kan ikke bare gå hjem og blive gravid igen”. Jeg var rystet over hun allerede, på de relative få minutter alt det her tog, havde glemt vores snak om min fertilitetsbehandling og alle de år det havde taget mig at nå hertil. Hvis ikke hendes tidligere kommentar om hvor mange gang hun sagde det her om dagen, fik mig til at føle, at jeg blot var et nummer i rækken – så gjorde jeg det i hvert fald nu. Hun blev vist lidt overrasket over mit svar og responderede blot med et “Nå ja”, og så forvirret rundt efter noget hun kunne sige for at redde den samtale hun selv havde startet.

Hun skiftede derefter emne, og sagde hun ville gå ud og ringe op til afdelingen for ufrivillige aborter og forlod rummet. Jeg gik hen til det lille spejl der hang på væggen og prøvede at tørre tårerne væk, på trods af de stadig løb ned af mine kinder. Jeg prøvede forgæves at gnide min mascara af, som sad hele vejen rundt om mine øjne og hele vejen ned af ansigtet.

Kort tid efter kom sygeplejersken tilbage og sagde de ikke havde tid til at se mig oppe på afdelingen for ufrivillige aborter, men at jeg i stedet havde fået en tid mandag formiddag. Jeg spurgte hvad der så skulle ske på mandag, men sygeplejersken kunne ikke give andet svar end, at det får vi af vide på mandag. Jeg var i chok. Skulle jeg så bare gå rundt hele weekenden og vente på noget, uden at vide hvad der skulle ske. Men der var ikke noget at gøre. Det var den eneste besked jeg kunne få inden vi skulle gå. Det sidste hun sagde var, at det selvfølgelig, på trods af corona, var muligt at have min mor med, så jeg ikke skulle gå igennem det alene. Det var da trods alt en god nyhed.

Med tårer ned af kinderne og mascara i hele ansigtet gik jeg med bøjet hoved ud fra lokalet og ud til et fyldt venteværelse hvor jeg følte alle sad og kiggede på mig. Jeg var både flov og samtidig fuldstændig ligeglad. De kunne kigge alt det de ville. Jeg var ligeglad med hvordan jeg så ud. Jeg havde mistet min baby og det var det eneste der fyldte i mine tanker.

Min mor og jeg kørte hjem i min lejlighed hvor min far var i gang med at bygge et skab. Han åbnede døren med det største og mest forventningsfulde smil og udbrød glad, inden han overhovedet nåede at registrere vores ansigter, “Hvordan gik det så”. Jeg kiggede ned i gulvet og måtte fortælle ham, at det desværre ikke gik så godt. Der var ikke noget hjerteblink. Jeg brød sammen. Han kiggede chokeret og uforstående på mig og spurgte helt stille, “jamen hvad så?”. Jeg fortalte at hjertet var stoppet med at slå, og jeg skulle tilbage på Riget på mandag og finde ud af hvad vi skulle gøre, og hvornår jeg skulle have barnet fjernet. Han sagde ikke noget med kiggede bare ned. Han var i chok, fuldstændig som min mor og jeg var inde på sygehuset. Jeg gik ud på badeværelset for endnu en gang at tørre mine tårer væk. Mens jeg stod derude kunne jeg høre mine forældre snakkede sammen inde i stuen. Min far sad på hug på gulvet og kiggede ned. Han rystede på hovedet mens han sagde “Hvor er det ærgerligt det ikke gik. Hvor er det bare synd for hende, med alt det hun har været igennem”.

Der var helt stille i lejligheden. Hele vores verden var gået i stå. Det skulle have været så god en dag. Vi skulle have fået en dejlig besked i dag, spist kage og bygget lidt videre i lejligheden. Men i stedet var der nu en stilhed og sorg som bare lå i hele lejligheden som en tyk tåge. Vi var der ikke længe før vi pakkede sammen og kørte hjem til mine forældre. Jeg tog med hjem og var hos dem i weekenden, så jeg ikke skulle sidde helt alene indtil mandag.

Ingen sagde noget i bilen på vej hjem. I 1 1/2 time var der skiftevis helt stille eller lyden af jeg græd. Jeg har aldrig i mit liv grædt så meget og så uhæmmet. Og jeg var knust over alt der var sket og samtidig sårede det mig så dybt, at kunne se mine forældre så kede af det. Jeg følte mig som en kæmpe skuffelse. I tre år har de stået på sidelinjen af min fertilitetsbehandling og smilt på de (få) gode dage, og grædt med mig på de dårlige. Men nu var det endelig lykkes. Nu skulle de endelig være mormor og morfar igen. Men så skete det her, og nu var jeg skyld i, at de igen sad og græd. Endnu en gang skuffede jeg dem, og endnu en gang gjorde jeg dem kede af det.

Jeg var så såret over at have mistet min baby. Jeg var skuffet over min krop endnu en gang svigtede mig. Jeg var skuffet over jeg ikke var en god nok mor til at kunne passe på mit barn inde i maven. Jeg havde svigtet mit eget barn. Hvilken mor gør det. Og nu skuffede jeg også mine forældre ved ikke at kunne give dem et barnebarn. Jeg var SÅ knust på så mange niveauer. Det var slet ikke til at bære.