En ægudtagning fra helvede..

Min første ægudtagning var mildest talt ikke den bedste oplevelse. Det kan man også tydeligt fornemme i 4 afsnit af “Når storken flyver forbi”. Det var utrolig smertefuldt og skræmte mig virkelig meget. Tanken om at var sådan en ægudtagning foregik slog mig helt ud. Jeg var ikke sikker på om jeg var klar på at gøre det her flere gange. Jeg vidste selvfølgelig, at det aldrig ville overskygge min drøm om at få et barn. Men at skulle gøre det her, måske mange gange endnu, var jeg bestemt ikke klar på.

Jeg kom til Riget om morgen kl. 8.00. Kl. 8.30 fik jeg to smertestillende og fik lagt drop i armen. Kl 9.15 var det min tur, og jeg kom ind på stuen. Jeg kom på plads i stolen og lagde benene op. Jeg var utrolig nervøs. Alt hvad lægerne gjorde, havde en enorm virkning på mig. Ikke fordi jeg var utryg ved dem – bestemt ikke. Men at skulle igennem noget som man ikke ved hvordan foregår, er svært. Man ved det gør ondt, men ikke hvor ondt eller hvor lang tid det kommer til at gøre ondt. Det er utrolig svært at være rolig i en situation hvor du ved det vil påføre dig smerte. Det kan måske oversættes til hvis man skal sætte fingerne på et stødhegn. Det går man heller ikke bare hen og gør. Man tager mod til sig, rækker stille fingerne ud, trækker dem til sig igen, hopper måske lidt rundt, indtil man prøver igen. Det gentager man så flere gange ind til man til sidst tager sig sammen og tager fat, og venter på at få en ordenligt rap over nallerne. (Man kan godt høre jeg er fra landet, ikke).. Men, det er lidt det samme her. Jeg ligger mig i en stol vel vidende, at det her kommer til at gøre ondt. Men hvor ondt? Og hvor længe gør det ondt? Og hvad er fremgangsmåden egentlig? Og hvor længe tager det? Alle de nervøse tanker gør, at jeg var lidt utryk, for hver gang lægerne gjorde noget tænkte jeg “er det nu det kommer til at gøre ondt”.

Jeg var også overvældet over hvor mange der skulle være i lokalet. Der var en sygeplejerske som stod ved siden af mig og gav mig smertestillende løbende. Så er der en sygeplejerske som sørger for at maskinen der suger æggene ud fungerer fint og gør hvad den skal. Så er der lægen som tager æggene ud. Derudover er der en laborant som står i et tilstødende lokale og tjekker at der kommer æg med ud, og tæller dem løbende når de kommer ud til hende. Det er også hende der sørger for de kommer direkte ind i et varmeskab så æggene ikke kommer under 37 grader. (Det her er selvfølgelig min forklaring).

Da lægen er klar til at gå i gang, får jeg nogle poselignende strømper over begge ben, så det er sterilt. Og så går vi i gang. Lægen giver mig en lokalbedøvelse på med en nål og et lille stik i begge sider, i toppen af skeden. Derefter scanner hun mig indvendig for at se at der ikke er endometriose eller cyster. Skanneren skal bliver inde, for lægen skal bruge det til at give et lille tryk, til at holde igen på livmoderen når hun stikker videre og til æggestokken.

Scanningen viser heldigvis at der hverken er endometriose eller cyster at se – men der er et andet problem. Min blære ligger i vejen. Det vil sige foran min æggestok. Jeg bliver super nervøs, for betyder det nu at jeg ikke kan få taget æg ud?! Lægen fortæller at det sker en gang i mellem og at det betyder hun bliver nød til at gå igennem min blære. Det er ikke farligt, men giver flere smerter. Om jeg var endnu mere nervøs nu – ja det tro jeg nok lige jeg var!!

Sygeplejersken giver mig noget kunstig morfin i mit drop i armen, og det hele snurrer rundt. Da det gør det siger lægen “så er det nu”. Hun stikker så igennem skeden, ind igennem min blære, ud af blæren igen, og ind i æggestokken. Alt dette samtidig med at hun presser med scanneren indefra også. Og det gør ondt!! Det gør ikke bare ondt, det gør rigtig ondt! Hun fortæller mig at det værste er overstået og det er de færreste som mærker at man stikker ind i selve ægblærene. Men jeg må have stået forrest i køen til lotteriet den morgen, for ud over de skulle igennem min blære, kunne jeg også mærke hvert.. eneste.. stik.. i.. hvert.. eneste.. æg..!! Det gjorde SÅ ondt. Jeg gispede og bed sammen hver gang hun stak. Men det stoppede desværre ikke der. Hver gang hun stak ind i en ægblære, rykkede min æggestok sig lidt, så hun jog lidt nålen frem for at komme ind. Det var utrolig ubehageligt og gjorde at hvert stik gjorde ondt 4-5 gange før hun endelig fik nålen igennem. Sygeplejersken som stod og gav mig kunstig morfin måtte derfor presse på min mave udefra for at holde igen. Så nu havde jeg en scanner som pressede indefra, en nål som jog igennem mine ægblærer og en sygeplejerske der pressede på det hele udefra. Jeg lå som en flitsbue og spændte og prøvede at holde smerterne ud. Tårerne løb ned af kinderne på mig, for ALT gjorde ondt. Lægen sagde hun godt vidste de var tarvelige ved mig og spurgte flere gange om hun skulle stoppe. Hun kunne godt se hvor smertefuldt det var. Jeg bad hende fortsætte. Når jeg nu lå her og smerterne var i gang, kunne vi lige så godt fortsætte og få så mange æg ud af det som muligt.

Efter noget tid slap sygeplejersken endelig sit tag på min mave og den lange nål og scanneren blev taget ud. Jeg var lettet og kunne endelig trække vejret lidt normalt igen. Men ikke længe – for det var kun den ene side. Vi skulle nu gentage hele processen igen, bare i den anden side!! Jeg troede ikke det kunne blive mere smertefuldt, men der tog jeg fejl. Den anden side var åbenbart endnu mere øm, så jeg mærkede alt endnu mere. Det var forfærdeligt. Igen trillede tårerne bare ned af min kind mens hun stak.

På trods af det var en meget smertefuld ægudtagning, og tusind gange værre end jeg havde forestillet mig det, var lægen og sygeplejerskerne utrolig søde. Jeg var tryg ved dem og lægen var så sød at fortælle mig alt hvad hun gjorde og sagde jeg klarede det rigtig godt. Jeg havde lidt svært at tro hende når jeg lå med tårer ned af kinderne og konstant sagde “av”. Men det hjalp at hun sagde det og at hun var så rolig.

8 æg kom der ud af denne skrækkelige ægudtagning. Jeg var lykkelig. Både for at det var overstået, men bestemt også for at der kom så mange æg ud af det. Nu skulle de bare befrugtes og overleve!!

Det var som sagt en forfærdelig oplevelse og  jeg var skræmt ved tanken om at det var sådan her det foregik hver gang. Det her kunne jeg ikke gøre hveranden måned på ubestemt tid. Så stærk er jeg ikke.

Efter ægudtagningen tog jeg med hjem til mine forældre. Det var rart at der var nogle omkring mig til at passe på mig, hvis jeg skulle blive rigtig dårlig efter den omgang. Jeg gik direkte hjem i seng og sov. Alt det smertestillende havde slået mig helt ud. Jeg sov et par timer og da jeg vågnede, var det til et nyt smertehelvede. Jeg lå i fosterstilling og følte hele min mave krampede. Det gjorde den i flere timer. Faktisk i to døgn. Jeg lå bare i sengen med varmedunk på maven og kunne ingenting gøre. Hverken rejse mig, spise eller noget som helst. Jeg spiste ikke rigtig mere den dag. Jeg lå bare med varmedunken og prøvede at holde smerterne ud. Når jeg skulle på toilettet skulle jeg rulle om på siden, sætte af med mine arme, så jeg ikke brugte mavemusklerne, og langsomt komme op og sidde. Jeg gik foroverbøjet og med spredte ben. Det var ulideligt. Det gjorde ondt at sidde, det gjorde ondt at ligge og det gjorde ondt at gå.

Dagen efter var smerterne ikke aftaget. De var tværtimod blevet værre. Alt gjorde ondt og der var ikke ét minut pause fra smerterne. Den aften kunne jeg ikke mere. Min mor kom ind og spurgte om jeg var okay, og der brød jeg bare sammen. Jeg græd og græd. Det gjorde så ondt og de smertestillende jeg måtte tage, tog ikke smerterne. Det var først på 4. dagen jeg kunne gå normalt igen. De næste 14 dage var jeg så øm i mit underliv at det stadig gjorde ondt at sidde ned for længe. Jeg gik stadig meget langsomt, og var utrolig træt.

På 2. dagen skulle jeg have lagt et æg op. Jeg var stadig utrolig øm og kunne dårlig gå. Da lægen fører det der metal ande-næb ind laver jeg igen flitsbuen.. Det gør SÅ ondt. Det føles som brændende knive som skærer inde i mig. Det her var bare ikke en god oplevelse. Alt gjorde ondt og alt var ømt. Jeg vil ikke ønske for nogle som helst, at de skal det her igennem.

Det var en forfærdelig oplevelse – virkelig en ægudtagning fra helvede. Jeg håbede inderligt at jeg var en af de heldige som blev gravid i første IVF forsøg, for det her kunne jeg ikke igen.. Men sådan skulle det ikke være. To uger efter blev jeg ringet op af Riget, på min fødselsdag og fik den værste besked. Du er ikke gravid, vi skal til det igen…