Den er der, den er der ikke...

Endnu et nederlag…

Når et billede siger mere end tusind ord…
Efter at have ventet i hvad der føles en evighed, skulle jeg endelig have taget min graviditetstest. Jeg startede derfor min morgen med at cykle til Riget og satte mig i den allerede lange kø, til at få taget blodprøven. Jeg havde ind til den morgen haft en utrolig god følelse i kroppen, og en stor tro på, at det sagtens kunne være denne gang det faktisk ville lykkes. Jeg havde ikke fået menstruation og havde ingen tegn på, at den var på vej. Jeg var flyvende : ) Men den følelse blev hurtigt forvandlet til præcis det modsatte..

Samme morgen som jeg skulle have taget min blodprøve begyndte jeg nemlig at pletbløde en lille smugle. I samme sekund jeg så det, mistede jeg modet og alt håb røg til jorden. Jeg ved at nogle godt kan bløde en lille smugle selvom de er gravide, men med mit held, er jeg ikke en af dem. Jeg var overbevist om, at nu var min chance ødelagt. Alt tro og håb forlod bare min krop, og tårerne begyndte at trille ned af mine kinder, mens jeg gik og børstede tænder. Jeg fik en følelse af det hele var ligemeget.. Hvorfor tage en test, hvorfor spilde min og Rigets tid, den var jo negativ, jeg var jo begyndt at bløde.. Klokken var ikke en gang halv otte, og jeg havde allerede haft mit første mentale breakdown. Hvad jeg ikke vidste var, at det kun var det første af mange den dag : (

Jeg cyklede afsted til Riget, og prøvede at hive de positive tanker frem igen. Jeg tænkte, hvad nu hvis den er der, så er det her den sidste dag i dit liv som “bare dig”. Og prøv at tænk, så skal du ud og købe barnesæde til din cykel. Og jeg vil da også se ret fin ud når jeg kommer gående med en barnevogn. Jeg gjorde alt jeg kunne for at få mig selv på bedre tanker og i bedre humør. Det hjalp et par minutter, og jeg kunne finde en lille smugle ro i hovedet, i det jeg gik ind på Riget og satte mig og ventede på, at det blev min tur til at få taget blodprøve.

En sød ung pige kommer ud og råber mit nummer op, og jeg følger med ind i den lille bås, hvor jeg skal have taget min blodprøve. Hun gør klar, spritter min arm af, og mens jeg sidder der går der tusinde tanker igennem mit hoved – alle negative. Jeg er slet ikke i tvivl om jeg får et negativt resultat ud fra denne blodprøve. Sekundet efter hun har stukket mig i armen, begynder jeg bare og græde, og jeg kan ikke stoppe igen. Hun kigger forskrækket op på mig og jeg må hulkende fortælle hende at det ikke er hendes skyld, men at jeg bare er så bange for resultatet. Hun er super sød, og trækker gardinet for, henter lidt vand til mig, og giver mig tid til bare at sidde og få vejret igen. Hun siger jeg endelig må sige til hvis jeg vil snakke, og sidder bare og lytter til hvad jeg nu kan få fremstammet mens jeg sidder der og græder. Kort tid efter går jeg ud derfra med de største grædeøjne. Jeg har mascara ned af mine kinder og er stadig ikke stoppet med at græde. Med tårer i øjnene prøver jeg at finde et toilet, og drejer ned af den første gang hvor jeg kan se et toilet skilt. Da jeg går hen mod toiletdøren, kommer en mand ud derindefra og kigger efter mig i det jeg gå ind til en toiletbås. Min tanke var, at han kiggede på mig, fordi jeg stod og græd og havde make-up i hele hovedet. Da jeg kommer ud derinde fra finder jeg ud af, grunden til han kiggede sådan, er fordi jeg i min forvirring, har fået forvildet mig ind på herretoilettet. Så er dagen ligesom i gang..

Jeg er endelig noglelunde stoppet med at græde, men når kun lige ud på gangen før jeg bryder sammen igen. Jeg græder, højlydt, så meget at jeg ikke kan rumme at være til offentlig skue der midt i det hele. Jeg får set, at på samme gang som jeg er på, ligger hospitalskirken, og der vælger jeg at gå ind og sætte mig. Der var ikke andre mennesker, og der kunne jeg lade tårerne få frit løb, uden at alle kunne stå at kigge på mig. Jeg sad på en stol i kirken, og jeg græd og græd. Jeg var utrøstelig.. Jeg kunne slet ikke bære at få endnu et negativt svar, og tanken om kun at have ét forsøg tilbage, fik mig kun til at græde endnu mere. Jeg kunne slet ikke stoppe.. Efter at have siddet i der i ca. ti min. fik jeg endelig taget mig sammen til at gå ud af kirken, ud af Riget og cykle hjem.

På vejen hjem valgte jeg at stoppe ved Lagkagehuset, og købe en chokolademuffin og en træstamme. Mine yndlings.. Jeg tænkte at i dag nok var dagen jeg fortjente dem allermest. Og hold nu op hvor fik jeg ret i den tanke..

Da jeg kom hjem, lå jeg og slappede af og prøvede at komme mig ovenpå den dårlige start jeg havde fået på dagen. Jeg prøvede at lægge alle tanker om behandling og svar fra mig, for det kunne jo hverken gøre fra eller til. Derudover havde mit hoved også brug for en pause allerede der. Jeg lå derfor og slappede af til en serie og hyggede lidt om mig selv med den hjemmebragte chokolademuffin.

Der gik kun et par timer før jeg fik et opkald fra Riget. Jeg var meget overrasket over at svaret kom så hurtigt, specielt i disse coronatider. Mit hjerte hammerede derudaf og jeg kunne høre min stemme hoppede da jeg tog telefonen. Sygeplejersken fra Riget startede i en ret positiv tone så jeg var overbevist om, at hun ringede med gode nyheder. “Jeg var en af dem som havde blødt selvom jeg var gravid, og nu var det slut med alt det her fertilitetshelvede. Jeg skulle være MOR!!”. Alle de tanker, og mange flere nåede at gå gennem hovedet på mig, inden hendes toneleje med ét ændrede sig, og hun blev mere alvorlig i stemmen. Jeg fik en klump i halsen og kunne mærke hvordan lykken bare forlod min krop. “Jeg beklager, men din test er desværre negativ”.. Mit hjerte stod stille og jeg tror jeg stoppede med at trække vejret. Med en rystet stemme fik jeg fremstammet “okay”, og så brød jeg bare sammen. Hele min verden faldt fra hinanden lige i det sekund. Jeg græd og græd mens den stakkels sygeplejerske prøvede at trøste mig over telefonen. Da jeg havde fået lidt luft, og troede nu kunne hun da ikke have flere dårligt ting at fortælle mig, fortsatte hun. “Du skal have taget en ny prøve, for dit tal er ikke lavt nok, til den er negativ”. Jeg frøs, og for en kort stund kom alt håb tilbage i min krop. Betød det, at der stadig var håb! Var der stadig en chance?!.. Det fortalte hun hurtigt at der ikke var. Jeg kunne på nuværende tidspunkt ikke samle mine tanker, og forstod ærlig talt slet ikke hvad hun sagde. Hun forklarede mig, for at en graviditetstest skal være positiv, skal HCG niveauet (graviditetshormonet) være over 50 – min var kun på 12. Den var derfor negativ. Men for at sygehuset må sige en test er negativ skal den ligge på 3 eller derunder. Min var derfor for lav til at være positiv og for høj til at være negativ. (Jeg forstod ingenting). Hun fortalte at der var ingen chance for at tallet ville stige, så alt håb var væk.. Hun bestilte derfor en ny blodprøve til mig, og fortalte at jeg skulle tage den meget med ro weekenden over, for de næste par dage kunne der ske én af følgende to ting. Enten ville min menstruation komme af sig selv – hvilket var det vi håbede på, eller også kunne jeg risikere at grunden til at tallet lå på 12 var, at ægget havde sat sig fast udenfor livmoderen, og det kunne give voldsomme kramper og måske en styrtblødning. I tilfælde af dette skete, skulle jeg ringe 1813 og komme på sygehuset med det samme. Jeg var helt i chok. Jeg ved hun skal fortælle mig både best- og worst-case, men come on.. Èt er jeg skulle rumme beskeden om en negativ test, men at jeg også lige skulle forberede mig på evt. at gå den værste weekend i møde – den havde jeg ikke lige set komme..

Efter at have snakket med sygeplejersken sidder jeg alene i min lejlighed og græder. Helt alene, helt utrøstelig.. Jeg er helt knækket og min verden er brudt sammen.. Endnu et nederlag.. Endnu et slag i hovedet.. Endnu en gang jeg ikke kunne præstere.. Endnu en gang min krop svigter mig.. Endnu en gang min krop fejler som kvinde.. Alle de svære og selvbebrejdende tanker vælter ind over mig.. Helt grædefærdig og utrøstelig sidder jeg med en blandet følelse af at jeg ikke fortjener det her og samtidig skylder skylden på mig selv for alt der går galt. Det er virkelig nogle svære tanker at skulle rumme, og samtidig umuligt at føle man er noget værd, når man er fyldt op med et selvhad til sin egen krop. Jeg forbandede både min krop og min sygdom langt væk.. Forbandede universet for at være så uretfærdigt. Hvorfor kan nogle få børn så let som ingenting når jeg skal igennem flere års smertefuld fertilitetsbehandling?! Hvorfor bliver nogle gravide uden at ville det, når jeg ønsker det mere end nogle anden?! Hvorfor bliver mennesker som er dårlige forældre gravide, når jeg i stedet kunne være blevet mor, og elske hvert minut af at være det. Der er så mange som ikke ønsker deres børn, hvorfor er det dem der bliver gravide og ikke mig!! Det er SÅ uretfærdigt!!!

Efter lidt tid begynder jeg at kontakte familien og fortæller dem om svaret, og grener lige så langsomt ud til de nærmeste veninder og venner. Alle sender varme tanker, kram og hjerter, og føler min smerte. Midt i alt den elendighed føler jeg min utrolig heldig ved at have verdens bedste sikkerhedsnet, som griber mig hver gang jeg falder. Både familie og venner støtter mig igennem alt som denne forbandede fertilitetsbehandling udsætter mig for, og jeg ved de ønsker lige så meget som jeg gør, at det skal lykkes en dag. Den støtte og kærlighed gjorde at jeg på ingen måde følte mig alene, selvom jeg sad helt alene i lejligheden uden nogle mennesker omkring mig ♡

Jeg sidder et par timer herhjemme, hvor jeg skiftevis græder, og sidder og kigger tomt ud i luften. Hen på eftermiddagen kan jeg ikke klare at være derhjemme mere og må bare ud. Jeg går derfor ned i Nørrebro Bycenter hvor jeg bare går rundt og kigger lidt i butikkerne. Jeg kan mærke jeg bare er en zombie der går rundt, uden en tanke i hovedet, uden et mål eller nogle som helst interesse for at være hvor jeg er. Men på nuværende tidspunkt er alle steder bedre end derhjemme. Jeg går i H&M og Søstrene Grene og kigger tomt på alle tingene på hylderne uden at købe noget. Efter at have gået rundt som en zombie i lidt tid, ender jeg i Bog og Idé. Hvorfor ved jeg ikke, jeg går bare derind for at få tiden til at gå. Og pludselig mens jeg står nede i det ene hjørne og kigger på ligegyldige bøger, bryder jeg bare sammen. Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg ved ikke hvad der gjorde min verden ramlede sammen, men det gjorde den bare. Jeg gemte mig lidt mens jeg fik tørret mine tårer væk, og sagde til mig selv, “nu er det vist bedst du tager hjem igen”.

Jeg går ud og begynder at gå i retningen af min lejlighed. På vejen kommer jeg i tanke om at mit køleskab et helt tomt, og jeg ikke har noget aftensmad. Jeg tænker at jeg hellere må købe lidt med nu, for jeg kommer ikke ud igen senere. Med røde øjne drejer jeg ind i Fakta, for at købe lidt koldskål med hjem – så er den nemme aftensmad sikret. Jeg når kun halvt igennem fakta, før jeg står lige overfor en smuk ung dame, ca. samme alder som mig, der står med den flotteste højgravide mave på. Der kan jeg ikke mere!! Nu knækker min verden for alvor!! På nuværende tidspunkt har jeg grædt alle steder jeg har været, så nu når jeg bare et punkt hvor jeg er ligeglad. Jeg vender mig ind mod væggen hvor alt brødet ligger, og så græder jeg bare. Virkelig hulker.. Her står jeg og græder mens 4-5 mennesker går lige forbi mig, “heldigvis” uden nogle af dem spørger om jeg er okay. Jeg får bare lov til at stå og græde midt i mellem en masse rugbrød. Mens jeg står og græder færdig og tørrer mine øjne, kommer den højgravide pige og hendes kæreste hen og skal vælge noget brød. De står lige ved siden af mig og snakker om hvilket brød de skal vælge, mens jeg meget tydeligt står og tørrer mine øjne – og på intet tidspunkt spørger de om jeg er okay. Man skulle tro, at det at være højgravid kunne fremprovokere lidt omsorg og næstekærlighed, men åbenbart ikke hos hende!! Min sorg bliver nu til en vrede som forbander dem langt væk og dømmer dem til verdens dårligste og mest kolde forældre der må eksistere, siden man kan stå ved siden af en der græder og ikke en gang kan dreje hovedet og kigge over på personen. Jeg tænker at de på ingen måde fortjener at blive forældre når de er så kolde og egoistiske.. Jeg ville være en meget bedre mor end hende, og jeg fortjener uden tvivl at være gravid, meget mere end hun gør.. Efter endnu et mental breakdown, skynder jeg mig at betalt for min koldskål og komme hjem. Her kan jeg i det mindste græde videre i fred og uden at være til grin foran hele verden.

Det her er by far den værste dag jeg har haft længe.. Jeg kan ikke rumme mere og har intet tilbage at give af. Jeg føler mig som en tom skal. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været SÅ langt nede og grædt SÅ mange forskellige steder. Og slet ikke på én og samme dag.. Nu vil jeg lægge mig til at sove, selvfølgelig med den værste hovedpine, som altid følger med sådan en rigtig tude-dag. I morgen kan jeg se frem til en arbejdsdag, hvor jeg skal fake a smile and move on, selvom jeg egentlig har allermest lyst til at ligge i fosterstilling under min dyne – uden at tale med nogle overhovedet. Men i stedet skal jeg snakke med kollegaer og kunder og prøve at samle tankerne om arbejdsopgaverne som ligger på mit skrivebord..

Gad vide hvordan det kommer til at gå..

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den er der, den er der ikke...