Q & A

Interview

Channie fra “Når storken flyver forbi”: Ensomheden var ved at æde
mig op indefra

 

30-årige Channie Hansen lever med sygdommen endometriose, som gør, at hun har svært ved at blive gravid. Uden en kæreste og med en stor portion sorg og frustration er kampen for at blive mor en benhård kamp, som man kan følge i DR-dokumentarserien ”Når storken flyver forbi”

 

”Så er det nu,” siger en tydelig nervøs Channie Hansen.

”Ja, det bliver spændende,” svarer hendes mor.

Ved vasken i familiens badeværelse står et plasticglas halvfyldt med gul væske, en pipette, en brugsanvisning og en graviditetstest. Channie Hansen holder vejret og placerer et par dråber på testen. Hun synker en klump i halsen og venter koncentreret på et svar uden at fjerne blikket
fra testen.

Efter noget tid tager hun hænderne op for ansigtet og bryder ud i lavmælt gråd. Tjekker lige testen endnu en gang – men smider den hurtigt fra sig igen.

Channie Hansens mor omfavner hende. Det ser ud, som om det er tiltrængt.

Ovenstående scene, hvor Channie Hansen for fjerde gang tager en negativ graviditetstest, er fra DR-dokumentarserien ”Når storken flyver forbi”, hvor den nu 30-årige kvinde er en af syv hovedpersoner. Hun er den eneste single i programmet, der udover hende følger tre par, der alle har svært ved at få børn og er i fertilitetsbehandling. Første afsnit af fire blev sendt i sidste uge, og i går mødte vi for første gang Channie i seriens andet afsnit. Dokumentarserien er filmet over tre år, og da seerne for første gang møder Channie Hansen, er hun i gang med sin fjerde behandling på seks måneder. For at forstå hendes situation skal vi dog noget længere tilbage i tiden.

Da Channie Hansen var teenager, døjede hun i mange år med smerter i maven. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var galt, og hun gennemgik en udmattende proces med mange undersøgelser og indlæggelser for at få svar – uden held. Da lægerne endelig fandt ud af, hvad der var galt,
var hun 15 år.

Det var på Slagelse Sygehus. På den ene side af bordet sad en overlæge. På den anden side sad Channie Hansen mellem sine forældre og kiggede overlægen i øjnene, mens han overbragte den nedslående besked: Du har endometriose. Du kan ikke få børn.

”Der blev helt stille i lokalet. Beskeden skulle lige synke ind,” fortæller Channie Hansen.

”Da det går op for mig, hvad det betyder, bryder jeg fuldstændig sammen. I dagene efter græder jeg rigtig meget og var bare helt vildt ked af det.”

For hendes venner i skolen drejede alt sig om at færdiggøre 9. klasse, og hvor meget der skulle festes i sommerferien. For Channie Hansen handlede det pludselig om at finde ud af, hvordan hendes fremtid skulle se ud – nu hvor billedet af livet i en kernefamilie med far, mor og børn med ét var blevet revet væk.

”Jeg kunne kun se et tomt lærred, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle male på.”

Efter flere år med udsigterne til et liv uden børn, bankede håbet dog pludselig på. Channie Hansen, der på det tidspunkt var i starten af 20’erne, var til en rutinemæssig scanning – som alle, der lever med endometriose, skal til – på Rigshospitalet i København. Her fik hun at vide, at der i de seneste år var blevet forsket en del i sygdommen, og at lægerne begyndte at have en viden, som gjorde, at de kunne hjælpe kvinder i hendes situation med at blive gravide. Der var bare lige det ved det, at hun ikke skulle vente alt for længe med at gå i fertilitetsbehandling, hvis hun ønskede at blive gravid.

”Jeg var helt mundlam! Hvor kom den besked fra? Den var jo bare som dumpet ned fra himlen. Lige pludselig var alle døre åbnet igen,” fortæller hun og fortsætter:

”Drømmen om at få lov til at være gravid og mærke et barn i min mave, slog ned i mig som et lyn. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville gå i fertilitetsbehandling. Spørgsmålet var bare hvornår.
Jeg følte mig ret presset, for det passede dårligt i mit liv, da jeg var studerende og boede
i en kollegielejlighed.”

Channie Hansen valgte at vente lidt endnu med behandlingen, så hun havde tid til at fokusere på sit studie, og der samtidig var en mulighed for at møde en mand, der kunne være en del af processen.

Men tiden var knap, og i foråret 2016 anbefalede lægerne, at hun gik i gang med fertilitetsbehandlingen, for hun havde ikke mange æg at tage af, og de var ikke af den
bedste kvalitet.

”Det var hårdt at tage beslutningen om, at nu kunne jeg ikke vente på en mand længere. Jeg kunne ikke vente på, at det blev et kernefamiliebillede, som ellers var min drøm. Jeg blev nødt til at sige: Hvis jeg skal have et barn, så bliver det et mor og barn-billede. Det var virkelig hårdt for mig at erkende, at jeg skulle igennem det alene.”

Helt alene er Channie Hansen dog ikke. Hun har sin familie til at støtte hende, og det er ”som at have en hær bag sig”, siger hun. Moderen har været der for hende hele tiden og stået model til adskillige opkald, hvor datteren er kommet ud med sine frustrationer over, hvor uretfærdig en kamp, hun har følt, hun har kæmpet. Uretfærdig, fordi hun er blevet frarøvet den naturlige og almindelige måde at få et barn på, siger hun.

Alligevel oplever Channie Hansen det som en ensom rejse at gå igennem, for familiens støtte er ikke den samme, som hvis der var en, der havde ligeså meget at vinde eller miste, som hende selv.

”Alle de dage, hvor man bare ligger i fosterstilling og græder, ville det være rart, hvis der kom en og gav mig et kram. Og det er der bare ikke. Det er benhårdt.”

I I “Når storken flyver forbi” kommer man helt tæt på de medvirkende. I tre år har DR fulgt Channie Hansen og de tre andre par, der alle oplever op- og nedture i deres kamp for at blive gravide.
Foto: DR

 

Det er vigtigt for Channie Hansen, at et kommende barn får nogle mandlige figurer omkring sig at se op til. Inden kæresten, hun drømmer om, forhåbentlig dukker op, er der både en morfar, onkel og fætter klar til at træde til som rollemodeller. Men en egentlig faderfigur bliver svær at finde, frygter Channie Hansen, for hun er bange for, at hun ikke kan give en mand den fremtid, han måske drømmer om.

”Hvorfor skulle han vælge mig? Det skræmmer da en masse fyre væk, som gerne vil have børn –
og have deres egne børn – at der er en stor risiko for, at jeg ikke kan give dem det.”

Som man kan se i DR-dokumentarserien ”Når storken flyver forbi”, er det en omfattende proces at være i behandling mod ufrivillig barnløshed. Channie Hansen har på det tidspunkt, vi møder hende
i serien, allerede været igennem tre insemineringer uden held.

Efter tre forsøg med insemineringer uden hormonbehandling, skal hun i ugerne op til ægudtagning
i hormonbehandling for at optimere chancen for at blive gravid. Det indebærer daglige indsprøjtninger og piller. Det er ikke uden bivirkninger at tage hormoner, og flere oplever humørsvingninger, bliver mere følelsesladede og trætte. Derudover er der en del besøg på hospitalet med forskellige undersøgelser og gynækologiske indgreb. Behandlingerne fylder derfor rigtig meget i de barnløses liv.

Lægerne opfordrer ofte Channie Hansen til at tænke på noget andet, men det er næsten
umuligt, mener hun:

”Når jeg er i behandling, skal jeg stå tidligt op hver morgen og tage nogle sprøjter. Jeg skal også huske at tage piller hver dag. Og hver aften på et bestemt klokkeslæt skal jeg tage flere sprøjter. Så er der scanninger og undersøgelser – og de siger, jeg skal tænke på noget andet? Jeg lever i et skema, hvor jeg konstant bliver mindet om det, så jeg kan ikke bare tænke på noget andet!
Det fylder hele mit liv.”

Livet i fertilitetsbehandling medfører en masse op- og nedture, og det kan være enormt energikrævende at bevare håbet.

”I løbet af en dag kan man nå at være i strålende humør og tænke: Denne gang lykkes det! Men efter en enkelt opringning kan man igen havne helt nede i kulkælderen,” fortæller Channie Hansen.

”Jeg tror, alle når til et punkt, hvor de siger: ’Kan jeg mere? Vil jeg mere?’ Der er jeg også nået til – mindst 50 gange. Men dagen efter kan jeg jo alligevel ikke give op, for jeg kan simpelthen ikke arbejde med tanken om ikke at få børn. Den er for hård.”

Dengang Channie Hansen som 15-årig fik at vide, at hun ikke kunne blive gravid, opbyggede hun en form for skjold. Hun slog tanken om at få børn væk, men som hun blev ældre indstillede hun sig på at adoptere. Det var ikke hendes inderste ønske, men hvad der kunne lade sig gøre. Men da den ellers lukkede dør med muligheden for at føde sit eget barn blev åbnet, tog den ultimative drøm over og slog sig ned i Channie Hansen. Hun skulle være biologisk mor – koste hvad det vil.

”I dag kan jeg slet ikke rumme tanken om at adoptere – jeg vil have mit eget barn. Jeg kan slet ikke se, hvordan mit liv vil se ud uden et barn, faktisk.”

Det er følelsen af at mærke liv i sin egen krop, udfoldelsen af ubetinget kærlighed, at se sit barn vokse op og have en familie, som gør, at Channie Hansen vil være mor.

I over et år holdt Channie Hansen det hemmeligt, at hun var i fertilitetsbehandling. Det var frygten for at bryde sammen, hvis nogen skulle spørge ind til, hvordan det gik, der holdt hende fra at fortælle om det til andre end hendes helt tætte familie. Hun oplevede også at gå rundt blandt andre kvinder med følelsen af at være forkert, fordi hun ikke naturligt kunne leve op til forventningerne til kvindekønnet: at kunne blive gravid. Det var skamfuldt og tabubelagt.

Men på et tidspunkt læste Channie Hansen om et program på DR, der ledte efter personer, som er
i fertilitetsbehandling. Og som drømmer om det samme som hende: at blive forælder.

”Jeg tænkte, at jeg selv ville have elsket at se en anden gennemgå det, jeg selv går igennem. En, der kan forstå alle de følelser og tanker, jeg nu sidder med indeni. Det ville hjælpe på den ensomhed, der er ved at æde mig op indefra. Så derfor meldte jeg mig,” fortæller hun.

”Hvis min fortælling kan ramme bare én, som sidder med den samme følelse som mig om ikke at være god nok som kvinde og føle sig ensom undervejs i processen – hvis den person kan føle sig mindre ensom ved at spejle sig i mig, så er det det hele værd.”

 

Du kan følge Channie Hansens fertilitetsforløb på DR TV
og på DR 1 de næste to mandage klokken 21.25.

Af Signe Wulf Tulinius

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Q & A