2021 bliver mit år!! Eller gør det..

Q & A

Jeg har med tiden fået en del spørgsmål omkring hvilke tanker jeg har gjort mig vedr. min behandling, håndteringen af specifikke situationer mm. Det er så dejligt at i skriver til mig og stiller spørgsmål eller søger råd. Jeg føler mig virkelig priviligeret over I vil dele jeres rejse og svære tider med mig – bliv endelig ved med det <3

Da programmet “Når storken flyver forbi” kørte, svarede jeg efter et af programmerne, på seerenes spørgsmål ang. mit forløb. Nogle af spørgsmålene går igen, så derfor har jeg valgt at lave dette indlæg med de spørgsmål som kom den gang og selvfølgelig mine svar.

 

Q: Hvor åben har du planer om at være for dit barn omkring hvordan han/hun er kommet til verden?

A: Jeg har tænkt mig at være helt åben omkring forløbet, når barnet har en alder hvor det vil kunne forstå det. Mens barnet er lille er min tanke, at fortælle at det ikke har en far, men kun en mor, og så bygge mere og mere på, efterhånden som spørgsmålene kommer.

 

Q: Hej Channie. Hvorfor ønsker du ikke, at barnet kan finde frem til faren?

A: Hej Luna.
Det ønsker jeg ikke fordi, den donor jeg har valgt, ikke vil blive faren til mit barn. I mine øjne vil have ikke have en anden plads i mit barns liv, end at de deler gener. Hvis jeg skulle gå hen og finde en mand, og han bliver en faderfigur for barnet, vil det være synd måske at bryde det bånd ved, at der er en der kommer ind i billedet når barnet fylder 18 år. Min anden tanke er, at selvom donoren har valgt at være en åben donor da han registrerede sig, kan han være et helt andet sted i livet 18 år efter. Jeg frygter derfor at mit barn har ventet 18 år på at møde denne person, som måske på det tidspunkt ikke ønsker kontakten, og så vil mit barn stå med en sorg og følelsen af at føle sig fravalgt.

 

Q: Efter 10 forsøg blev jeg gravid med min datter alene. Programmet får mig til at gennemleve dem vanvittig hårde rejse det var at nå dertil. Du er sej. Jeg håber sådan, at det lykkes for dig

A: Hej Helle
Tusind tak for at dele dit forløb. Jeg føler med dig og det du har været igennem.
Jeg håber også inderligt at det lykkes for mig <3

 

Q: Har du nogle gode råd til mænd, der ønsker at få børn, som heller ikke har en partner?

A: Det er et svært spørgsmål, for det har jeg ikke det store kendskab til.
Der er jo mange former for familier i dag. Der er både venner som får et barn sammen, der er regnbuefamilier, og åben donor hvor enlige, par mm. finder hinanden og skaber den familie
de inderligt ønsker at få. Jeg vil nok anbefale at kigge i de retninger hvis man er mand og
ønsker at få et barn.

 

Q: Tror du at barnet kommer til at mangle noget i sit liv ?

A: Ja det tror jeg det vil, og alligevel håber jeg det jo ikke. Jeg kan ikke komme udenom at der vil mangle en person, men jeg vil gøre hvad jeg kan for at barnet ikke mærker det.

 

Q: Du er sej😀

A: Hej Niels
Tusind tak – det varmer rigtig meget at høre 🙂 <3

 

Q: Flot du medvirker i programmmet. Generelt stor ros til alle de medvirkende. Jeg håber det lykkedes for dig at blive gravid. Jeg forstår ufrivilligt barløse meget bedre nu.

A: Hej Andreas
Tusind tak for dine varme ord. Det er så dejligt at i vil se med og dejligt at det giver et bedre billede
af hvad det vil sige at være i fertilitetsbehandling 🙂

 

Q: Betaler du selv? Hvis ikke – hvorfor skal samfundet betale bare fordi du ikke har formået at finde en kæreste. Børn er ikke en menneskeret.

A: Både og. Jeg betaler ikke for de behandlinger jeg har fået i det offentlige, men skal selv betale hvis det ikke lykkes og jeg skal videre på privatklinik. Du har ret i at det ikke er en menneskeret at få børn, men det kan være et meget stort og brændende ønske. Jeg forstår din holdning til at samfundet måske ikke bør betale for at jeg kan få et barn, men når årsagen til barnløsheden skyldes en kronisk sygdom, og ikke at jeg ikke har formået at finde en kæreste, synes jeg det er dejligt at vi har et samfund hvor jeg også kan få hjælp.

 

Q: Bliver du skuffet/vred, når du hører om andre, der vælger at få en abort, når nu du selv så inderligt ønsker at få børn, eller kan man skille de to ting ad?

A: Uha, det er et svært spørgsmål. Jeg går 100% ind for fri abort, og at de der ikke ønsker et barn, heller ikke skal tvinges til at få det. Men ja, det skærer i mit hjerte at nogle får fjernet noget som jeg så inderligt ønsker at få.

 

Q: Hej channie Jeg vil også bare sige, at du virker rigtig stærk og afklaret på en god måde. Det gav mig tårer i øjnene, da du fortalte det til din far. Stort. Jeg håber inderligt, det lykkedes for dig.

A: Hej Julie. Tusind tak for støtten og de søde ord, de varmer. Jeg håber også meget at det lykkes.
Tak fordi du ser med <3

 

Q: Jeg græd med dig. Ønsker dig alt held og lykke.

A: Tusind tak. Det varmer at høre. Tak fordi du ser med <3

 

Q: Hvad var det sværeste i forløbet med fertilitetsbehandling, både fysisk og psykisk? I øvrigt tak fordi I deler ud til hele Danmark – det er en rigtig tåreperser og hvor man håber det bare lykkedes!

A: Det sværeste er uvisheden og ventetiden. Alt er én lang ventetid fra scanning til scanning – prøve til prøve. Og uvisheden om det noglesinde vil lykkes, eller om jeg går alt det her igennem forgæves. Det der er hårdest psykisk, er helt klart den følelse af ikke at føle sig god nok. Jeg føler jeg fejler som kvinde og at min krop svigter mig. Det er en tung byrde at gå med.
Tak for dine søde ord og for at du ser med <3

 

Q: Hej Channie. Jeg har ikke set programmet. Men for at opløfte og give dig håb; jo børn ER en menneskeret. Kærlighed og overskud. Hvorfra finder du styrken og modet? Tak!

A: Hej Peter. Tak for ligepræcis de ord – de rammer <3
Det er nok den store drøm om at få det ønskebarn som er drivkraften i denne hårde tid.
Og har jeg dage hvor styrken og modet svigter har jeg en skøn familie og en masse dejlige
venner som griber mig. Uden dem, havde jeg ikke klaret det.

 

Q: Hvordan kom du ind i forløbet? Kontaktede du egen læge? Og for man støtte fra
staten til fertilitetsbehandlingen?

A: Hej Christina. Jeg har på sin vis altid været i sygehussystemet, da jeg har endometriose. Jeg har derfor altid vidst, at skulle jeg i gang en dag var det igennem egen læge som så sendte mig til afdelingen på Rigshospitalet. Man får nogle fertilitetsforsøg i det offentlige som man ikke betaler for. Lykkes det ikke indenfor de forsøg, skal man videre på privatklinik, og der betaler man selv.

 

Q: Hej Channie, det er en vanvittig rutsjetur, du er på. Har netop fældet en tåre med dig. Du er sej og du kan godt! Din lille får et net af kærlighed omkring sig. Det ses ❤️ Hilsen mig,der er mor (alene)

A: Tusind tak for den besked, den varmede utrolig meget. Ja det er desværre en rejse som byder på en masse op- og nedture. Jeg håber du har ret i at det lykkes, og jeg ved at jeg har en masse skønne mennesker bag mig, som vil være der både for mig, og forhåbentlig en dag, også mit barn <3 Tak <3

 

Q: Hej Channie. Hvad er det vigtigste jeg som pårørende kan gøre for en, der er i solo-behandling? Jeg har så stor respekt for valget om at forfølge det man drømmer om.

A: Hej Line. Det vigtigste du kan gøre er at være der 100% for den som går det igennem. Mød hende du kender der hvor hun er lige den dag. Jeg har dage hvor det er det eneste jeg har brug for at snakke om, og dage hvor det hænger mig ud af halsen og det på ingen måde skal handle om min behandling. Lad hende snakke højt om de svære perioder – også selvom du har hørt det 120 gange før. Tilbyd evt. at tage med til behandlingerne hvis det er det hun har brug for. Jeg er sikker på du vil blive en god støtte med den respekt og forståelse du har.

 

Q: Du nævner, at måske kunne finde en mand som ville blive en faderfigur til barnet. Men ville det ikke være mere oplagt, at du først finder en far til barnet. Eller gør din sygdom, at det haster meget?

A: Jo, det ville uden tvivl være mere oplagt at gøre det. Men da jeg desværre lider af endometriose
i en svær grad, haster det med at blive gravid, hvis det noglesinde skal lykkes.

 

Q: Hej Channie, Hvordan håndtere man skuffelsen efter de dårlige nyheder? Vi er netop selv
startet med facilitetsbehandling og det går super hurtigt men jeg frygter at vi også skal igennem
en del føleser

A: Hej Jonas. Hvor er jeg ked af at høre i også skal i fertilitetsbehandling. Jeg er desværre ikke så god til at håndtere de dårlige nyheder. Jeg har brug for at komme ud med det jeg føler indeni, og det gør jeg i form af at græde, sige en masse grimme ord om hvor uretfærdig verden er eller også ligger jeg i sengen og kigger tomt ud i luften. Jeg tror ikke der er en rigtig eller forkert måde at gøre det på, så længe I finder en måde som gør I kan være i det. Og nok vigtigst af alt, start med at have en snak om hvor langt i ønsker at gå, for at få drømmen om et barn opfyldt.
Jeg håber det lykkes hurtigt for Jer <3

 

Q: Jeg synes det er så sejt at du trodser ‘idealet’ om at man absolut skal være far, mor, to børn og en hund. Jeg håber at du om ca. 6 år er ved at få nok af forældreintra 🙂 Held og lykke.

A: Hej Mads. Tusind tak for den skønne besked og de varme ord 🙂 Jeg håber inderligt at jeg om nogle år sidder og får sved på panden over den frygtede forældreintra 😀

 

Q: Er der ingen der tænker at det ikke er en selvfølge at få børn ? Det er vel ikke noget man SKAL?

A: Hej Per. Jeg er helt enig i at børn bestemt ikke er noget man skal have. Men jeg synes det er fantastisk at bo i et land hvor dem der inderligt ønsker at få børn, men desværre har svært ved det, kan få den hjælp de de har brug for, for at realisere barnedrømmen.

 

Q: Hvilke tanker gjorde du dig om at medvirke i programmet?

A: Jeg synes det er så vigtigt at vi får nedbrudt det tabu og den skam der tit følger med, når man er i fertilitetsbehandling. Derudover gik jeg selv med en enorm stor følelse af at være ensom i mit forløb. Jeg ville ønske at der var andre der havde lavet et lignende program for nogle år siden, så jeg kunne se hvad det indebar at være i fertilitetsbehandling. Samtidig ville det give mig en følelse af ikke at være så alene, fordi jeg vidste andre gik igennem det samme som mig. Den tanke gjorde jeg gerne ville deltage i programmet – for kunne jeg give bare én den følelse, så var det det hele værd 🙂

 

Q: Bare til opmuntring: Min kone var også endo mitriose ramt og blev opereret for det. Vi skulle også have hjælp, men nu har vi 3! Den sidste kom af sig selv, helt uventet. Så fat mod alle jer derude!

A: Hej Mads. Hvor er det dejligt at høre nogle fertilitetshistorier som ender lykkeligt. Dem tager jeg med mig, og fortæller til mig selv på en svær dag 🙂 Tak for din besked <3

 

Q: Hej Channie, er det ikke svært at skulle gå igennem fertilitetsbehanling selv?

A: Hej Pernille. Jo det er rigtig hårdt ikke at have en at støtte sig op af på det dårlige dage. Det er hårdt at vide der ikke er en der vil det her lige så meget som jeg vil, og at vi sammen kæmper for drømmen om et barn. Nogle dage kan det slå mig helt ud. Andre dage er jeg heldigvis bedre til at minde mig selv om, at jeg har en skøn familie og skønne venner som står bag mig og støtter mig hele vejen igennem.

 

Q: Meget rørende program. Føler du, at du skal forsvare at få barn alene? Synes der kan være mange hårde kommentarer, især på de sociale medier …

A: Hej Bodil. Tak skal du have. Jeg føler ikke jeg skal forsvare mit valg overfor venner og familie eller andre som er tætte på mig. Alle der kender mig, kender til min sygdom og beskeden om jeg måske ikke vil kunne få børn. Det gør heldigvis at de støtter mig i mit valg og synes jeg gør det rigtige i at prøve alene, i stedet for at vente og måske miste chancen for altid. Det er desværre altid noget andet på de sociale medier, der kommer holdningerne ud på en lidt anden måde.. Så ja, der føler jeg at jeg skal forsvare mit valg på en helt anden måde.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2021 bliver mit år!! Eller gør det..