2021 bliver mit år!! Eller gør det..

Siden min abort i november 2020 har jeg forbandet året langt væk. Jeg troede mit værste år (2019), var ovre, og jeg kunne se frem mod en lysere tid. Jeg glædede mig til 2020 gik i gang efter et langt år med en masse slag og nedture. Men 2020 var ikke bedre. Tværtimod.  Den skulle vise mig at mine sorger langt fra var ovre.

Da jeg i november mistede min lille baby, mærkede jeg en smerte og en sorg jeg ikke vidste det var muligt at føle. Siden den dag forbandede jeg året 2020, og alt det havde bragt med sig. Jeg så frem til 2021 og nytåret kunne ikke komme hurtigt nok. Jeg havde brug for at komme videre fra det år der havde pådraget mig den største smerte jeg noglesinde havde mærket. Jeg havde brug for et nyt år, en ny start og nye forhåbninger.

Tidlig om morgenen d. 1 januar 2021 vågner jeg op, badet i sved. Det sker aldrig. Jeg tror det skyldes, jeg havde drømt om alle de par som i den søde juletid, havde annonceret den babyglæde der ventede dem i 2021. Jeg drømte om dem allesammen. Det var nærmest en diasshow af scanningsbilleder der kørte på indersiden af mine øjenlåg.

Jeg havde troet jeg ville vågne op med et lille overskud på kontoen og så småt ville kunne se frem til et år som skulle blive “mit år”. Ligesom alle dem omkring mig så sødt havde skrevet i mine nytårsbeskeder. De ønskede mig allesammen det bedste og håbede at 2021 ville blive mit år. Men så gik det op for mig, som en kæmpe lussing lige i ansigtet, at det her aldrig bliver mit år. Det her bliver faktisk det værste år jeg noglesinde skal kæmpe mig igennem.

Det værste år er ikke længere 2019, som var året hvor jeg var hjemløs og måtte flytte hjem til mine forældre. Som bød på en skrækkelig boligjagt i København, for ikke at tale om 7 mislykkede fertilitetsbehandlinger.. 7!! På ét år!! Det var også året hvor jeg næsten blev indlagt pga. et fertilitetsforsøg som gik galt. Blev sendt hjem på orlov fra jobbet fordi jeg var ved at gå ned med stress, og så var det året hvor jeg blev ringet op på min 30 års fødselsdag og fik af vide at mit første reagensglasforsøg ikke var lykkes og jeg dermed ikke var gravid.

Det var heller ikke længere 2020 som var året hvor coronaen kom og ødelagde alt for os allesammen. Det var året hvor jeg (pga. corona) blev tvunget til at sætte min fertilitetsbehandling på en pause. Det var også året hvor jeg var igennem mit 8. og 9. fertilitetsforsøg. De to værste jeg noglesinde har været igennem. Alt håb var væk fra min krop. Jeg begyndte for alvor at tvivle på om jeg noglesinde ville blive mor..
Men til sidst lykkes det. Jeg blev gravid! Jeg var SÅ lykkelig!! Men lykken ende brat, den dag min lille babys hjerte stoppede med at slå. Nu ramte jeg bunden.. (Det gjorde jeg så ikke helt der, for der fulgte så lige en infektion i livmoderen, og resten af underlivet med også). Men nu var jeg helt nede hvor det eneste lyspunkt jeg kunne se, var det nye år som vendte lige om hjørnet. Det år som skulle være “mit år”. Troede jeg..

For det gik op for mig tidlig i morges, at jeg slået ikke var nået bunden. Det værste ventede stadig lige foran næsen på mig. Det som jeg havde troet skulle være min redning, blev i stedet en langsom og smertefulde pine. Den morgen gik det op for mig at 2021 aldrig bliver mit år – det bliver aldrig min redning! Tværtimod. 2021 vil altid være “året som skulle have været”. 2021 var nemlig året hvor jeg skulle have været blevet mor. Det skulle have været året hvor jeg skulle have født min lille baby, mit lille mirakel. Det var året hvor jeg skulle have fejret min første mors dag. Jeg skulle have trillet rundt i Københavns gader med en barnevogn. Jeg skulle have fejret min lille babys første jul med hele familien og en masse andre skønne ting lå og ventede på mig her i 2021. Men ingen af de ting vil jeg opleve. Ingen af de glæder vil jeg mærke. Jeg skal derimod kæmpe, hive og tvinge mig selv igennem et år af massere dage og glæder som skulle have været, men aldrig bliver. Jeg vil græde som pisket den dag min baby skulle have været født. Jeg vil græde på mors dag, hvor jeg ikke sidder med min lille baby i armene, men i stedet sidder med et hul i hjertet. Jeg vil forbande alle dem som nyder solens stråler med en gåtur med deres barnevogn og jeg vil mangle min lille baby juleaften hvor hele familien er samlet. Alle de dage vil være fyldt med tårer og sorg i stedet for smil og glæde. Hvordan kunne jeg dog være så dum og tro at 2021 ville blive et godt år, når det helt åbenlyst bliver det værste af de tre år, jeg har kæmpet mig igennem. Dumme mig!!
2021 bliver aldrig mit år, for det det skulle have været, var nemlig mit år. Mit og min babys år. Men nu bliver det aldrig mit år. Det vil altid være et år af hvad det kunne have været, men aldrig blev. Jeg kan ikke se hvordan 2021 på nogle måde skal blive et godt år for mig. Ligemeget hvad der sker, vil det aldrig blive lige så godt som det det skulle have været. Jeg kunne se frem til glæden ved at blive mor. Nu er det bedste scenarie som kan ske i år, at jeg bliver gravid. Jeg skulle have haft en baby, men nu skal jeg være glad hvis jeg bliver gravid. Det er den værste kontrast noglesinde. 2021 bliver ALDRIG mit år.

Det er årets første dag og jeg forbander allerede hele året væk. Er der ikke nogle der kan vække mig i 2022 – for jeg kan ikke mere..😔 Jeg kan ikke bære alle de sorger jeg ved jeg skal tvinge mig selv igennem. Alle de mærkedage som bare venter og som alle vil være et kæmpe slag lige i hovedet. Dage jeg ikke kan komme udenom, ligemeget hvad jeg gør.

Væk mig når det her år er overstået – lad mig ikke gå igennem det og alle de sorger.
Please, mit knækkede sind kan ikke mere…. 😔