Når hele verden bryder sammen

Puha, sikke en søndag jeg har haft..

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Kender I de dage hvor alt bare går galt? Sådan var min søndag. Den startede rigtig godt, men derfra gik det bare hurtigt ned af bakke. Jeg har været nede og hygge hos mine forældre i weekenden. (Med nede mener jeg i Skælskør). Det var møg varmt både fredag og lørdag, og mine forældre har en af de der enorme pools stående i haven. Men pga min fertilitetsbehandling, må jeg ikke bade i pools, svømmehal mm. Eller efter nogle dage må man godt, men jeg tør bare ikke tage nogle chancer. Så jeg blev oppe, selvom jeg sad og svedte og den pool bare så mere og mere indbydende ud. Fertilitetsbehandling længe leve. Lørdag bruger min far og jeg et par timer på at skære et par Ikea skabe til i dybden, da jeg har fået en tosset idé om, at jeg da selv ville tegne og bygge mit klædeskab i lejligheden rundt om en dør. Min far er super gør-det-selv mand, og griber altid (mere eller mindre frivilligt), mine skøre byggeprojekter. Vi hygger og griner mens vi skærer en masse skabe i stykker og bliver mere og mere grå af alt støvet. Jobbet er klaret, skabene er skåret til, og alt bliver pakket så det er klar til afgang søndag formiddag.

Søndagen starter som sagt fint, og vi kommer afsted. Min onkel er sød og kommer og hjælper med at bære skabene op søndag middag, da de er for tunge til, at jeg kan bære dem. Derudover må jeg heller ikke bære noget tungt for tiden, fordi – fertilitetsbehandling.. De får båret det hele op og arbejdet går i gang. Jeg går i gang med at samle højskabene, men ser hurtigt, at der er noget galt. Skabene jeg har fået leveret fra Ikea, er ikke i den rigtige højde. De er simpelthen 14 cm. for korte. Denne fejl opdager jeg først nu. Efter de er leveret, har stået i min lejlighed i flere dage, er blevet pakket op og skåret til. Det er simpelthen først da de er pakket ud inde i lejligheden, jeg kan se, at de ikke passer i forhold til døren. Det skal siges at de skabe et købt ved samme bestilling som mit nye køkken, og ham medarbejderen jeg snakkede med, har lavet en del fejl med den bestilling. Jeg har bla., efter 4 ugers ventetid, fået de forkerte bordplader, og skal nu vente 4 uger på de nye kommer. Der mangler pynteplader til køkkenets skabe, og dem jeg har fået er i forkerte mål. Alt i alt en bestilling jeg burde have gået igennem i sømmene, men jeg troede nok at der var styr på bare lidt af det. Og da jeg tjekkede at skabets navn var det rigtige, faldte det mig ikke ind at tjekke om højden på skabet nu også var rigtigt. Der kastede jeg mig bare over bordplader mm. for at få rettet op på de fejl.

Da det går op for mig at skabene er forkerte bryder min verden bare sammen. Jeg står helt stille og kigger på dem og så begynder tårerne bare at trille ned af kinderne på mig. Jeg kan bare ikke rumme mere lige nu. Et køkken der har været over 6 uger om at blive leveret pga. corona – og som stadig ikke er færdigleveret. At have levet i byggerod siden slut april, og nu med forkerte skabe, som jeg selv var skyld i ikke var de rigtige – for jeg kunne jo bare have tjekket det. Jeg græder og græder. Min mor kan med det samme se på mig, at nu knækker jeg. Hun går imod mig og trøster mig. Og på trods af hendes trøstende ord, har jeg det bare så elendigt, for jeg synes jo det hele er min egen skyld, for jeg kunne jo bare have tjekket de skabe. Jeg kunne da have sagt mig selv at skabene ikke var rigtige, når halvdelen af køkkenet heller ikke var det. Med tårer ned af kinderne undskylder jeg mange gange til mine forældre, fordi de jo har brugt så meget tid og energi på de her skabe og nu er taget til København for at sætte dem op, og nu står vi her og kan ikke komme nogle vegne. Mine forældre får trøstet mig, og vi tjekker på nettet at skabene fra Ikea er på lager i de rigtige mål, og vi kører ud og køber dem. Mine forældre får dem med i bilen til Skælskør, for de skal jo skæres til inden de kan sættes op. Vi får pakket deres bil og vinker da vi kører i hver vores retning – dem til Skælskør og jeg til København.

Da jeg sidder i bilen mod København igen, tager jeg en dyb indånding og prøver at ryste den dumme dag af mig. Prøver at sige “det var en fejl og det kan ske for selv den bedste”. Jeg prøver at glemme tanken om hvor meget jeg føler jeg har spilt både min fars og onkels tid, og i stedet fokuserer på, at nu er de rigtige skabe købt, og det skal nok blive godt. Der går ikke mange sekunder fra jeg finder en lille bitte ro fra tankerne om skabene, før en ny tanke kommer skrigende frem.. MIN PILLE!!! Jeg har f@%&ing glemt at tage min Lutinus pille. Det er den “fantastiske” pille jeg tager, som skal sættes op, og som hjælper mit æg med at sætte sig fast. I alt det her Ikea-skabs-rod, har jeg helt glemt at tage eftermiddags-pillen!!! Jeg bryder helt sammen og sidder og græder højlydt i bilen på motorvejen. Jeg er SÅ bange for at jeg har ødelagt min chance for at blive gravid og om hele mit forsøg er forgæves, fordi jeg nu ikke har fået den pille med de rigtige timers mellemrum. Hvad nu hvis ægget var ved at sidde fast, men fordi jeg glemte denne pille, så mistede det sit greb og gav slip! Hvad nu hvis resultatet er negativt når jeg skal testes om jeg er gravid, vil jeg så bebrejde mig selv, for det var jo også min egen skyld at det ikke lykkes, når jeg glemte at tage pillen. Jeg græd og græd.. Hvordan kunne jeg være så dum og glemme min pille! Nu er det jo min egen skyld det hele! Både at skabene ikke er de rigtige, og at jeg ikke bliver gravid, fordi jeg ikke har styr på mine ting. Mens jeg sidder der i bilen og græder, bliver mine tanker om mig selv kun værre. Jeg når helt ud i at tænke, at så vil jeg heller ikke min behandling nok, når jeg er så dum at glemme min pille, og måske egner jeg mig bare ikke som mor, når jeg kan glemme noget så vigtigt.. (Tårerne løber ned af mine kinder, mens jeg sidder og skriver de hårde ord til mig selv).

Jeg var så ond ved mig selv. Og måske også mere ond end hvad jeg behøvede at være. Det var bare en dag som startede så fint, men som endte med at gå helt galt. Først pga. de dumme Ikea-skabe og bagefter min pille. Jeg sidder og græder nu, og har det så elendigt. Denne dumme dag var bare slet ikke en jeg havde brug for. Jeg skulle have haft en skøn dag, hvor vi skulle have haft sat skabe op, og jeg kunne komme videre med min lejlighed, men i stedet sidder jeg og tører tårer væk og hører stille musik, for at komme lidt ned igen og få ro i mine tanker.

Puha.. Sikke en møg dag. De op og nedture er desværre bare en stor del af det at være i fertilitetsbehandling. Det ene minut er alt godt, det næste kører tankerne en helt ned. Og på de dage hvor der er noget udefrakommende der ikke går som det skal, bryder ens verden bare helt sammen, for der er ikke noget overskud at tage af. Det er bare direkte ud over skrænten og ned i det sorte hul..

Jeg håber virkelig dagen i morgen bliver bedre. Og så skal jeg have ringet til Riget og hørt dem om hvor meget jeg har ødelagt, ved at tage min pille for sent. Jeg håber ikke det har så afgørende en rolle, som jeg forestiller mig inde i mit hoved… (kryds fingre for mig)…

Sov godt…